Lokalråd fra hele Næstved Kommune var samlet til stormøde i Glumsø

Lørdag den 3. oktober mødtes 30 repræsentanter fra 10 lokalråd på Susåskolen i Glumsø. Formålet var at styrke samarbejdet mellem lokalrådene og byrådspolitikerne og skabe et fælles grundlag for arbejdet med lokale udfordringer og muligheder.
Lokalrådene fungerer som talerør for borgerne og spiller samtidig en rolle i udviklingen af de mange lokalsamfund i Næstved Kommune. På stormødet blev der blandt andet talt om trafik, bosætning, vedligeholdelse og et levende foreningsliv.
Anette Brix, formand for Kultur, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget, fremhæver betydningen af de aktive lokalråd.
”Det er afgørende, at vi i Næstved Kommune har så mange aktive og engagerede lokalråd, for de hjælper blandt andet os i byrådet med at finde de bedste løsninger. Lokalrådene er kommunens sparrings- og samarbejdspartner, når det handler om de helt nære forhold. Det har vores gode samtaler i dag helt sikkert bekræftet,” siger hun.
Caroline Fougt fra Tybjerg og omegns lokalråd deltog også i planlægningen af mødet. Hun peger på, at møder på tværs kan give nye perspektiver og styrke samarbejdet.
”At være sammen med andre lokalråd giver nye perspektiver og ny energi. Når vi alle mødes ansigt til ansigt, får vi blødgjort nogle linjer, som ellers er nemme at trække hårde op. Det skaber et fælles grundlag for at tackle udfordringer til Næstveds bedste,” siger Caroline Fougt.
Glumsø og omegns Lokalråd stod for værtskabet og bidrog praktisk til dagen. Søren Foldberg fra Holme-Olstrup og Toksværd Lokalråd var sammen med Caroline Fougt en del af planlægningen.
Faktaboks:
- Stormødet blev afholdt 3. oktober 2026.
- 30 repræsentanter fra 10 lokalråd deltog.
- Mødet fandt sted på Susåskolen i Glumsø.
- Lokalrådene fungerer som talerør for borgerne og samarbejdspartner for byrådet.
- Der blev blandt andet drøftet trafik, bosætning, vedligehold og foreningsliv.
- Glumsø og omegns Lokalråd var vært for mødet.
- Nye kræfter kan melde sig til lokalrådet i deres lokalområde.






Accepter kun nødvendige cookies